Loading...

DET KOSTER STADIG PENGE AT FORURENE


Hedegaard02

Kvoteprisen er for lav, men kvotehandelssystemet er ikke brudt sammen, mener klimakommissær Connie Hedegaard. Hun påpeger, at udover at reducere udledningen af CO2, skulle systemet også tilskynde til grøn omstilling. Når kvoteprisen er lav, er den tilskyndelse ikke stærk.

Af Peter Skeel Hjorth, journalist

En række af verdens største vækstøkonomier er på vej med kvotehandels-systemer. Den kinesiske ministerpræsident mener, at det markedsbaserede system er det mest effektive, oplyser EU’s klimakommissær Connie Hedegaard i det filmede interview på godt 40 minutter bag hendes medvirken i dokumentaren ”Varm luft for milliarder”. (Interviewet blev gennemført den 17. september 2012, red.)

Connie Hedegaard siger:

”Da man i sin tid indførte det kvotesystemet, talte politikerne meget om, at det skulle være et skattebaseret system, men det blev det ikke. Hvorfor? Fordi der ikke var enighed om det globalt, blandt andet amerikanerne ønskede et andet system. Ordet skat kan lyde dårligt i Europa, men det er endnu værre i USA, og det turde de altså ikke komme hjem med.

En skat kan du bare betale, men du har ingen sikkerhed for, hvad der sker med miljøet bagefter. Nu har vi et system med den fordel, at der både er en pris for at forurene, men også sikkerhed at CO2-udledningen bliver reduceret. Derfor fik vi det her system.”

EU skulle i gennemsnit reducere med 8 procent i forhold til 1990-tallene. Når I det?”

”Ikke blot når EU sine mål for 2012. Der vil vi nå lidt mere. Vi har så nye mål for 2020, og det er vi helt klart på vej til at nå. 17,5 procent er allerede reduceret på nuværende tidspunkt, bl.a. ved at bruge disse mekanismer og købe (CO2-kvoter, red.)i udlandet. Europa har reduceret sine udledninger. USA har øget sine – og det har stort set alle andre økonomier også”, siger Connie Hedegaard.

”Jeg mener faktisk, at Europa gik hjem og implementerede det, man blev enig om i Kyoto, og det har vist sig at have sin virkning. Vi er nået længere, end vi ellers ville være kommet – også selv om der er mange problemer i systemet. Andre sagde i Kyoto, at de ville være med, men fik aldrig ratificeret og dermed følt sig bundet af det.”

Den store kamp

”Det er hele den internationale klimakamp, det drejer sig om. Det har taget mange år at forhandle alle brikkerne i systemet på plads. Så det ville være dumt, hvis alle disse års arbejde pludselig var spildt – uden at man vel og mærke har noget andet at sætte i stedet.

Men vi satte den betingelse, at der skulle holdes liv i det system i et antal år. Det har taget så mange år at bygge det op – med dets svagheder og dets styrke. Vores betingelse var, at alle andre også accepterer, at vi fra 2020 skal vi have et nyt system, hvor ikke blot EU, Norge og et par stykker til skal være forpligtet. Men hvor alle skal være lige juridisk forpligtet. Og det er den store kamp lige nu.

Det er naturligvis ikke noget, man bare lige gør, men det endte faktisk i Durban med, at også USA, Kina og også Indien til sidst sagde: OK, det må vi så gøre. Men de skal også levere. Så det er ikke enkelt. Hvis det var det, havde verden jo løst problemet for lang tid siden.”

Hvorfor kæmper i ikke for at få skat på kvoterne i stedet for, at det er markedsbaseret?”

”Vi har skat på CO2 i det enkelte medlemslande. Kommissionen har også foreslået en skat på CO2-udledningen for den del, der ikke er omfattet af kvotesystemet. Det er jo kun de store virksomheder og energiselskaber, der skal købe kvoter. Vi har sådan set begge instrumenter.”

Det andet problem

”Men man skal huske, når vi taler om skat, at Europa er 27 forskellige lande, som har 27 forskellige meninger og 27 forskellige niveauer. Skal vi lave noget, der effektivt bekæmper klimaforandringerne, skal vi helst gøre det på en nogenlunde ens måde. Og det er vanskeligt i EU når det handler om skat. Det kræver enstemmighed – og det vil være meget svært at få igennem.”

Nu er første del af Kyoto afsluttet. Har det været en succes?”

”Ja, for alternativet ville have været værre. Og det har givet nogle reduktioner i EU som du ellers ikke ville have fået. Men globalt set i forhold til de udfordringer, vi står over for, har det ikke været succes, der er stor nok. Tingene går for langsomt, og der er for mange, som ikke forpligtede sig. Aller sværst var det, at amerikanerne sprang fra. Det andet problem var måske ikke så tydeligt i 1997, som det er i dag. Det er de nye stærke udviklingsøkonomier som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. De var ikke fra 1997 forpligtet til at gøre noget som helst. Når du skal løse globale problemer i det 21. Århundrede, er du nødt til at have de store økonomier med – og Kina er faktisk i dag verdens største udleder af CO2.”

Bliver man så også nødt til at se på, hvor væksten er på vej hen i verden, når man skal lave nye aftaler?”

”Lige præcis.”

Men det tog I jo ikke hensyn til dengang?”

”Jeg var ikke med den gang, men man kan jo ikke klandre folk i 1997 for ikke at have taget hensyn til alt mellem himmel og jord. Gode mennesker forsøgte at få gang i et regime her. Og det gælder – som i så mange andre tilfælde – at man må forsøge at ”cache” så meget ind som muligt. Og det er jo det, som forhandlingerne handler om nu.

Hvordan sikrer vi, at andre end bare at de gamle industrilande – det traditionelle ”Nord” – bliver en del af løsningen her. Hvordan får vi også forpligtet dem, der var udviklingslande i 1997 og i dag er udviklede lande”, spørger Connie Hedegaard.

For mange kvoter

Prisen på klimakvoter er raslet ned. Vi er nu i en situation, hvor det for en forurenende virksomhed meget billigt at fortsætte med at forurene. For man kan købe sig retten til at forurene for billige penge. Er systemet i realiteten brudt sammen?”

”Nej det er det ikke. I Europa har vi stadig om en kvotepris på omkring 60 kroner for et tons, så du får ikke penge foræret for at forurene. Der er stadig en pris på at forurene.”

Men hvad skulle kvoteprisen have været?”

”Jeg vil ikke sætte en bestemt pris i et markedsbaseret system, men enhver kan se, at den helst skal være noget højere.

Nogle vil hævde, at det behøver de ikke, for nu har de reduceret og det var jo hovedformålet. Men der var jo et andet formål: Det skulle være en tilskyndelse til at omstille til et mere energieffektivt system med mindre CO2 forurening. Men den tilskyndelse ikke særlig stærk, når prisen er lav.

Derfor har jeg som kommissær har foreslået forskellige ting, der kan få prisen op. Men jeg vil ikke sige, at den skal op til et bestemt niveau. Alle kan dog nok se, at der er for mange kvoter i omløb – og så er det ikke særlig klogt at blive ved med at sende flere kvoter ud i omløb, men det skal vi jo være enige med medlemsstaterne om.

Store økonomier på vej

Hvad var den menneskeskabte CO2 udledning i 2011?

”Det var den største, vi hidtil har set. Det kan du ikke bruge til så meget som jeg tror, at du gerne vil bruge det til. Alle har vidst, at på grund af væksten i Kina, Indien, Brasilien og Korea m.fl. ville der i årrække være tale om et voksende CO2-udslip. Det var mere bekymrende, at det voksede mere end i en hel række år forud.

Der bliver gjort mange fornuftige ting rundt omkring. Der sættes fokus på energieffektivisering i bygninger og biler osv. Det er alt sammen fint og udmærket, men der er bare ikke nok i forhold til udfordringens størrelse

Og det er grunden til, at jeg i stigende grad bliver utålmodig over langsommeligheden i de internationale forhandlinger, men selvfølgelig også i forhold, hvad landene gør nationalt og regionalt.

Sidste år blev der handlet kvoter for 1.060 milliarder kroner. Det er ufatteligt mange penge, og man skulle tro, at det havde en afsmittende effekt på udledningen af CO2?

”Det har det også haft i Europa. Det meste handler om Europa, fordi vi er relativt alene om det her – eller har været det. Fra 1. januar 2013 startede et kvotehandelssystem i Californien – en af verdens ti største økonomier. Korea har besluttet at begynde med et kvotehandelssystem. Vi sidder i EU-Kommissionen og hjælper med at stykke Kinas kommende kvotehandelssystem sammen.

Australien har med hyl og skrig fået deres igennem parlamentet. New Zealand har et system. Havde du havde spurgt for et par år siden, havde Europa set lidt ensom ud i den klub. Men nu vokser klubben. Det er nogle af verdens største økonomier, som vil gå i gang med et kvotehandelssystem.

Den kinesiske ministerpræsident mener, så er det markedsbaserede kvotehandelssystem det mest effektive. Den dag Kina har et system, nærmer vi os visionen om at få en global pris. For CO2 udledningen er et globalt problem, som skal løses globalt.”

Danmark har købt næsten 60 % af sine kvoter i udlandet. Er det ikke en meget let måde at få tallene til at stemme på?”

”Når vi taler med de danske myndigheder, insisterer de på, at der ikke er købt mere end maksimalt 50 procent. Efter EUs lovgivning må man må som maksimum købe halvdelen i udlandet. Resten skal man købe derhjemme. Ellers så kom man ikke godt nok i gang med den grønne omstilling.”