Loading...

DA AL GORE KOM TIL KYOTO

Ritt02

”Vi var ret optimistiske, for vi troede simpelthen ikke på, at han ville komme uden at være i stand til bagefter at få noget igennem”, siger Ritt Bjerregaard, der som EU’s miljøkommissær havde forhandlingsretten overfor amerikanerne. Al Gore viste sin gode vilje i Kyoto og ikke andet.”

 Af Peter Skeel Hjorth, journalist

Som miljøkommissær var den danske toppolitiker Ritt Bjerregaard tæt på problemerne med amerikansk deltagelse i forhandlingerne om en klima-aftale i Kyoto i december 1997.

Kongressen i Washington havde med overvældende flertal sagt nej. Men Bill Clintons vicepræsident Al Gore tog til Kyoto og talte om syv procents reduktion af CO2-udslip. Mere skete der ikke.

”Det var klart på forhånd, at der var store problemer med amerikanerne. I Kyoto var vi spændt på, at om der ville komme et signal fra dem, eller om de ville dukke op”, fortæller Ritt Bjerregaard, EU’s miljøkommissær 1995-1999, i det filmede interview til dokumentaren, ”Varm luft for milliarder”. Inden Kyoto havde hun været i USA og været til adskillige møder.

Fik din viden om kongressens nej nogen betydning for din forhandlingsindsats?”

”Det er klart, at det spiller en meget stor rolle i internationale forhandlinger, at man kender folk, og amerikanerne var nogle overordnede, vigtige spillere Så derfor gjaldt det om at have været derovre, at have snakket med dem og været rundt og se, hvad der foregik.

Noget af det som virkelig undrede mig var, at de ikke var interesserede for f.eks. fjernvarme, men fortsatte den hidtidige politik – uden at ændre de ting som ville have været meget, meget nemt for dem at ændre. Vi fulgte med i pressen og debatten. På trods af kongresafgørelsen pressede flere på for, at der skulle komme nogle ændrede signaler.

Spillede højt spil

Da vi så fik at vide, at Al Gore selv ville komme til Kyoto, tænkte vi, at når de ligefrem sender Al Gore selv, måtte han have noget med og gerne ville have et resultat, som de bagefter ville prøve at få igennem. Så humøret steg adskillige grader da vi fik at vide, at Al Gore kom. Vi var ret optimistiske, for vi troede simpelthen ikke på, at han ville komme uden at være i stand til bagefter at få noget igennem.””

Hvilket mandat havde han fået med hjemmefra?”

”Han kom med et bud, der viste hans gode vilje. Vi opfattede det sådan, at selvom der var problemer på hjemmebanen, var han her og villig til at sætte noget af sin prestige ind på, at der kom et resultat ud af forhandlingerne, og at amerikanerne var med i det.”

Al Gore var bakket godt op af Bill Clinton, der hjemme i USA sagde, at man nu skulle gå efter en aftale i Kyoto. Spillede de højt spil, når kongressen havde sagt nej?”

”Der er ingen tvivl om, at de spillede et højt spil. Alle amerikanske medier var til stede. Der var en voldsom mediedækning med reportager om klimaet og øer, der ville gå under osv.. Og en meget kraftig stemning for, at verdenssamfundet måtte gøre noget.

For verdens supermagt ville det være lidt af en katastrofe at fremstå som helt handlingslammet. Derfor havde de nok valgt, at de ville tale med på et resultat, selvom de formentlig har vidst, at de ikke ville kunne levere varen. I forhold til verdenspressen havde vi brug for at sige, at nu skete der noget.

De egentlige forhandlinger foregik i små og mindre sidelokaler, hvor vi også snakkede med Al Gore om situationen. I den store hal, hvor vi holdt mødet, var vi oppe mod en voldsom modstand fra kineserne, som først og fremmest skulle have nogle penge ud af forhandlingerne.

Den eneste mulighed

På et sådant møde opstår der en eller anden form for eufori. Man vil så gerne tro på det, man gør i en situation, hvor man sover meget lidt. Mødet trak ud en dag ekstra, og man fik en eller to timers søvn. Så er det næsten ikke til at holde ud, at der ikke kommer noget ud af det. Vi var nok mere optimistiske, end vi havde grund til. For vi havde leveret et godt forarbejde i forhold til den tredje verdens lande. Vi vidste, hvad de skulle have for at gå med til en aftale, og brugte temmelig mange kræfter på at sørge for, at de var på plads. I den situation tænkte vi ikke på, at det her nok aldrig bliver til noget.

Så blev George W. Bush præsident og begravede aftalen. Du var ikke længere miljøkommissær, men hvad tænkte du om amerikanernes indsats for at bremse den globale opvarmning?”

”Som miljøkommissær var jeg med på første række. Det var mig, der på kommissionens vegne havde forhandlingsretten overfor amerikanerne, så jeg fulgte udviklingen minut for minut. Da jeg gik af, forsvandt alle informationer udover, hvad jeg kunne læse i avisen.”

“At en republikansk præsident ikke ville gøre noget på klimaområdet, var forventeligt. Jeg var nok mere skuffet over, at Al Gore og Bill Clinton ikke leverede noget som helst.”

Da USA forlod Kyoto, var der vel ikke noget at bygge videre på?”

”Da vi forlod Kyoto, vidste vi ikke, at amerikanerne ikke ville være med. Vi havde jo oplevet en vicepræsident, som ”comittede” sig, og var af den opfattelse, at vi var kommet et stykke af vejen.

Vi var i starten ikke særligt glade for ideen om salg af kvoter og bekymrede for, at det ikke ville komme til at fungere. Men det var den mulighed, vi havde, og kunne bygge videre på under selve mødet.”

Ingen vilje til ændringer

Du havde gerne set et skattebaseret system, hvor man betalte en skat for hvert ton CO2, man udledte?”

”Ja, og nogle klare retningslinjer for, hvordan man skulle reducere, så man ikke skulle kunne købe sig fri eller beskatte sig fri, men skulle lægge sin energi om og fjerne nogle af de kulbaserede kraftværker osv. Det var et forsøg på at ændre vores måde at bruge vores energi på.

Selvom jeg kun har min viden fra medierne, er det tydeligt, at vores skepsis over for det markedsbaserede system har vist sig at holde stik. Det mistrøstige er, at verden er så afhængig af energi, at der ikke er vilje til at lave om på noget. Der skal åbenbart virkeligt store katastrofer til for at få de nødvendige ændringer.

Problemet er, at hvis vi venter, kan vi ikke lave om på tingene. Vi er nødt til at gøre det i tide. Indimellem har jeg også haft mine tvivl om, hvorvidt de forskellige oplysninger holdt stik. Men forandringer i vores energiforsyning vil i alle tilfælde være fornuftige. Selv uden klimaforandringer vil det være en fordel for vores verden, at vi får gjort noget ved det.”

(Note: Interviewet med Ritt Bjerregaard blev gennemført i marts 2013)